Ekstra sulten af den fede mad

Et højt indtag af fedtholdig kost kan sætte kroppens normale appetitregulering delvist ud af spil, så kroppen har svært ved at fornemme, hvornår der er indtaget energi nok via den daglige kost. Meget fedt i kosten kan således bidrage til udvikling af øget appetit og fedme. En af årsagerne er sandsynligvis nedregulering af et hormonalt mæthedssignal i tarmene.

Globalt er fedme et voksende problem. På verdensplan regner man med, at over en milliard mennesker er overvægtige, og mindst 300 millioner af dem er fede. Fedme og overvægt defineres ud fra begrebet Body Mass Index (BMI). BMI udregnes ved, at en persons vægt i kg divideres med højden². Hvis man har et BMI mellem 25 og 30 er man overvægtig, mens man klassificeres som fed, hvis man har et BMI over 30. I Danmark skønnes det, at ca. 13 procent af den voksne danske befolkning er fede, hvilket svarer til omkring 350.000 personer.

Udover at overvægt og fedme kan være et kosmetisk problem, så er fedme en del af det metaboliske syndrom (MS), som er en samling af risikofaktorer for diverse livsstilssygdomme. De vigtigste er æbleformet fedme, forhøjet blodtryk og ændringer i blodparametre såsom nedsat HDL-kolesterol, forøgede mængder af triglycerid i blodet samt forhøjet blodsukker ved faste. Hvis man har udviklet æbleformet fedme og dertil har to eller flere af de øvrige risikofaktorer, løber man en stor risiko for at udvikle livsstilssygdomme som type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Alle sygdommene er forbundet med nedsat livskvalitet og en øget risiko for en tidlig død.

Appetitreguleringen hos mennesker har stor betydning for tendensen til, at flere bliver fede eller overvægtige i det moderne samfund. Appetitreguleringen er et meget komplekst system. I forbindelse med et måltid sendes signaler fra maven, tarmen og leveren op til hjernens appetitcenter, der behandler signalerne og regulerer den hårfine balance mellem, hvor meget vi spiser, og hvor meget energi vi forbrænder. Signalerne kan være flere forskellige hormonlignende stoffer, som udskilles i blodet og derved aktiverer nervebaner i hjernens appetitcenter. Systemet er udviklet gennem evolutionen over titusinder af år – det vil sige i tider, hvor mad ikke altid var let tilgængelig, og hvor risikoen for sult altid var til stede. Derfor er der meget, der tyder på, at appetitreguleringen snarere er optimeret til at lagre overskydende energi i form af fedt i perioder med overskud af mad og energi, frem for at beskytte kroppen mod fedme. Dette faktum i kombination med at vi spiser mere energiholdig mad og motionerer mindre, menes at være de primære årsager til den aktuelle fedmeepidemi.

Forskergrupper verden over forsøger at afdække patofysiologien bag udvikling af fedme. Et fokusområde er studier af samspillet mellem mange vigtige signalstoffer, som indgår i appetitreguleringen hos mennesker. Man forsøger bl.a. at opklare, hvilke signalstoffer der dannes hvornår, og hvad den eksakte funktion af de forskellige signaler er. I studierne indgår anvendelsen af fede rotter og mus, hvis fedme er udviklet ved at give dem et højt indhold af fedt i foderet. Fra studier af mennesker ved man, at et højt fedtindhold i kosten øger den indtagne energimængde ved et måltid.

Vi har især undersøgt betydningen af et af signalmolekylerne, oleoylethanolamid (OEA), som dannes i tarmen i forbindelse med indtagelse af et måltid. OEA er et anorektisk lipidhormon med en fedtsyrelignende struktur. Det dannes i tarmcellerne og virker lokalt ved at aktivere vagusnerven, som sender information fra tarmen op til hjernen. Dyreforsøg har vist, at hormonet kan hæmme fødeindtagelsen.

Vi har undersøgt effekten af lokalhormonet via indgift af syntetisk OEA til rotter. Indgiften er enten sket ved indsprøjtning i doser på 10-30 mg pr. kg kropsvægt, ved at blande stoffet i foderet svarende til 100 mg pr. kg kropsvægt eller via sondefodring med hormonet i mængder på 10-100 mg pr. kg kropsvægt.

Uanset den anvendte metode fører indgiften af OEA både til nedsat fødeindtag og nedsat vægtforøgelse. Ved faste falder niveauet af OEA i tarmen, mens det normaliseres ved genfodring af rotterne. OEA er derfor et af mange "mæthedssignaler", der dannes i tarmen, og som via vagusnerven bidrager til styring af fornemmelsen for sult og mæthed i hjernens appetitcenter.

Rotter er natdyr, som jager og spiser deres små, men hyppige måltider, når det er mørkt. Virkningsmekanismen for OEA´s appetithæmmende effekt er, at den forlænger tidsintervallet mellem to på hinanden følgende måltider. Derfor spiser rotterne mindre i løbet af natten, når de behandles med hormonet.

Vi har fundet, at fodring af voksne rotter med en fedtholdig kost, hvor 45 procent af energien kommer fra fedt, sænker niveauet af OEA i tarmen, uanset hvilken fedttype foderet indeholder. Niveauet af hormonet i tarmen er betydeligt lavere end hos rotter, som har fået almindeligt rottefoder med en fedtenergiprocent på 13. Det betyder, at et øget fedtindtag via kosten reducerer OEA-niveauet i tarmen, og i teorien vil det stimulere til at indtage mere føde. Dette kan være en af de virkningsmekanismer, hvorved et øget fedtindtag via kosten kan fremme forekomsten af fedme.

Indledende forsøg med rotter har vist, at faldet i niveauet af OEA i tarmvævet i stigende grad sker, når fedt udgør 20-45 procent af foderets samlede energiindhold. Til sammenligning udgør fedt 30-35 procent af energien i en typisk dansk kost. At niveauet af lokalhormonet i tarmen er omvendt proportionalt med mængden af fedt i kosten, betyder, at selv en lille sænkning af fedtmængden i den danske kost potentielt set vil øge niveauet af OEA i tarmen og have gavnlig effekt på folkesundheden i form af nedsat fødeindtag og dertilhørende vægttab.